|
Derfor stiger boligpriserne mest i København
Arbejdsløsheden er steget mindre i København end i andre dele af landet. Samtidig var København også det sted, hvor priserne faldt mest, da pilen pegede nedad. Derfor er København nu det sted, hvor priserne igen stiger mest, vurderer en ekspert på området.
Boligpriserne lige omkring København er steget markant mere end i resten af landet gennem det sidste år. Mens priserne i provinsen er faldet eller har ligget fladt, så har prisen på både parcel- og rækkehuse samt ejerlejligheder omkring hovedstaden udvist tocifrede vækstrater over det seneste år. En så kraftig prisudvikling er ikke set siden de glade – nogle vil måske sige gale – dage tilbage i 2006, hvor optimismen var i top, der var stor mangel på arbejdskraft, og erhvervslivet jublede over de gode tider. Men de aktuelle, store prishop i København skal så ses i lyset af, at boligpriserne i hovedstadsområdet også oplevede de største prisfald, da bøtten vente i 2007, og en alvorlig nedtur satte ind. Priserne ramte bunden for et år siden, så den aktuelle fremgang sker på baggrund af et relativt lavt udgangspunkt. Opturen har indtil videre bragt priserne tilbage på det niveau, de havde i slutningen af 2008, da finanskrisen rasede på sit højeste.
Link til artiklen: http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/derfor-stiger-boligpriserne-mest-kobenhavn
Dato: 29-07-2010
Publiceret af: cri
Kilde: Berlingske Tidende, dinepenge.dk
Tilbage til oversigt
|