|
Boligejere skal nu betale for vejbelysning
Mange kommuner vil lade boligejere, som bor på private veje, betale for vejbelysningen fremover. Det vil give flere penge i kassen. Men Parcelhusejernes Landsforening raser. De mener, at der er tale om en skjult skattestigning.
Tusindvis af boligejere over hele Danmark skal snart til at betale for vejbelysning. Masser af kommuner over hele landet er således ved at overdrage ejerskabet af belysningen til boligejerne, så de ikke alene skal betale for strøm, men også den løbende vedligeholdelse af elmaster, strømforsyning med videre.
Konsulent Hugo Prestegaard fra Københavns Kommune siger, at det er de steder, hvor boligejerne selv ejer deres egne veje, på såkaldte private fællesveje, at betalingen indføres.
»Det drejer sig om 22.000 matrikler i København. En matrikel kan omfatte både enkelte villaer og hele boligblokke, så det er ret mange husstande, der er tale om i København,« siger han.
Betalingen alene for strømmen vil årligt komme til at koste typisk 600 kroner og ventes alene i Københavns Kommune at indbringe et sted mellem 10 og 12 millioner kroner årligt.
http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/boligejere-skal-nu-betale-vejbelysning
Dato: 30-07-2010
Publiceret af: cri
Kilde: Berlingske Tidende, dinepenge.dk
Tilbage til oversigt
|