|
Rekordlav rente langt ind i 2011
Renten på flekslån vil forblive på rekordlavt lavt niveau i mange måneder endnu.
Perioden med rekordlave renter på de populære flekslån er langt fra slut. Økonomerne i Realkredit Danmark forudser, at renten på et 1-årigt flekslån vil sætte ny bundrekord, når der i december skal fornys flekslån for 480 mia. kr.
Samtidig regner de fleste økonomer med, at den korte rente vil forblive rekordlav langt ind i 2011, så der også ved fleksauktionerne i slutningen af næste år er gode muligheder for at opnå en boligrente på under 2 pct.
Spådommen om fortsat lave renter lyder netop, som mange boligejere er begyndt at omlægge til fast rente i 30 år fra flekslån.
»Jeg tror, at de korte renter vil forblive nede længe endnu. Vi mener, at renterne først forhøjes i slutningen af 2011,« siger Lene Bruun Brockhoff, chef for obligationsanalysen i FIH Erhvervsbank, som dermed er på linje med størstedelen af de danske og europæiske økonomer.
En rundspørge foretaget af nyhedsbureauet Bloomberg viser, at syv ud af ti økonomer forventer, at den Europæiske Centralbank (ECB) og dermed Danmarks Nationalbank først indleder renteforhøjelserne i 3. kvartal 2011.
Aktuelt lyder spådommen i de finansielle markeder, at 3-måneders renten i Danmark kan stige med knap et halvt procentpoint over det kommende år, hvilket indebærer, at der er udsigt til en eller måske to renteforhøjelser frem til udgangen af 2011.
ECB fastholdt i går ved sit månedlige rentemøde de ledende rentesatser uændrede.
Trods udsigten til rekordlave korte renter, fastholder økonomerne i BRFKredit, at det er det rigtige tidspunkt at droppe flekslånene og i stedet vælge et fastforrentet lån, et 4 pct. lån med 30-årig løbetid.
Dato: 06-08-2010
Publiceret af: cri
Kilde: Børsen, Side 12
Tilbage til oversigt
|