johan-keller.dk
johan-keller.dk - Johan Kellers Vej 1-13 - 2450 København SV - kontakt - print side

Andelsboligforeninger bør udnytte lave renter

Udfordringer for andelsbolig- foreningerne fik flere til at krybe hen til de trygge lange fastforrentede lån. Det lave renteniveau betyder, at det er tid til at overveje andre løsninger, mener rådgiver og lektor.

Langt de fleste andelsboligforeninger tyer til at afdrage gæld gennem lange fastforrentede lån. Men den lånemodel bør de tage op til overvejelse.

»Det er interessant for foreningerne at undersøge muligheden for at nyttiggøre det massive rentefald, vi har været vidner til i de senere år. Især hvis man som andelsboligforening har overskud på driften,« mener Henrik Grave, rådgiver og indehaver af sitet andelsboligpris.dk.

Benyt de lavere renter

Han foreslår foreningerne at kigge på tilbud fra forskellige realkreditinstitutter og ad den vej gøre brug af, at renten er faldet. Andelsboligforeningerne har ingen skattemæssig værdi af renteudgifter. Derfor har en rentebesparelse en betydelig værdi.

»Jeg anbefaler, at man tager et lån med en lavere fast rente og med en kortere løbetid og så får gælden afviklet,« siger Henrik Grave.

Lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak mener også, at andelsboligforeningerne godt kan overveje at få omlagt deres lån. Ifølge hans overbevisning er Realkredit Danmarks Flexlån T, også kaldet T-lånet, den smarteste udvej.

T-lånet er et realkreditlån med variabel løbetid. Man betaler den korte rente, samtidig med at den månedlige ydelse ligger fast. Derimod vil løbetiden på lånet ændre sig i takt med, at renten ændrer sig. Stiger renten, forlænges løbetiden, og falder renten, forkortes løbetiden.


Dato: 06-09-2010
Publiceret af: cri
Kilde: Børsen, Side 2

Tilbage til oversigt