|
Flere familier sættes på gaden
Flere og flere borgere får fjernet taget over hovedet, fordi de ikke kan betale husleje.
Allerede i næste uge begynder de første lyserøde kuverter igen at dumpe ind ad brevsprækken. Vi kender dem alle sammen: Regninger. Sjældent en fornøjelse at åbne, men ofte heller ikke noget, vi tænker voldsomt længe over.
Men for et stigende antal borgere i Helsingør forholder det sig anderledes. De seneste tre år er der sket en stigning i antallet af sager, hvor borgere i Helsingør er blevet sat på porten på grund af manglende huslejebetaling. Ifølge tal fra Domstolsstyrelsen var der i 2007 således tale om 78 sager, mens det i 2009 var steget til 135. Og tendensen ser ud til at have bidt sig fast. I første halvår af 2010 er tallet 70 tilfælde.
Socialdemokraternes folketingskandidat Thomas Horn betragter udviklingen som foruroligende.
- Det er rystende tal, og med dem er det helt givet, at det står skidt til i Helsingør. Finanskrisen får skylden for en masse i øjeblikket, og den er måske en del af forklaringen, men i andre kommuner har man altså formået at knække kurven, siger han og henviser til blandt andet til Aalborg og Holbæk, som begge har oplevet et fald.
http://www.dinepenge.dk/bolig/artikel/flere-familier-saettes-pa-gaden-0
Dato: 23-09-2010
Publiceret af: cri
Kilde: Berlingske Tidende, dinepenge.dk
Tilbage til oversigt
|